Pressemeddelelse
20. december 2018
 
 
 
 
 
 

11,6% stigning på genanvendt affald på blot to måneder

 
 
 
 

Næstved Kommunens borgere har i den grad taget affaldssorteringen til sig. Siden den nye affaldssortering blev indført i oktober er 1464 ton affald røget direkte videre til genanvendelse. Dermed er kommunen nu oppe på 47,6% i såkaldt genanvendelsesprocent.

 
 
 
 
 
 
 
 

Til trods for opstartsproblemer er borgerne i Næstved Kommune så gode til at sortere, at kommunen allerede nu er nået gået fra en genanvendelsesprocent på 36% inden den nye ordning til 47,6% i november måned. De nye tal kommer dugfriske fra AffaldPlus, som modtager og behandler affaldet for Næstved Kommune. 


I alt er der indsamlet 905 tons glas, metal, hård plast, småt pap og papir, og det glæder borgmester Carsten Rasmussen.

 
- Jeg ved, at der var lidt begyndervanskeligheder. Det er dejligt at se, at borgerne er så gode til at sortere og har taget vel i mod den nye affaldsordning, siger han.


Kommunens Team Affald mærker en øget interesse for sortering, da mange gerne vil gøre det rigtigt og hjælpe med at sende endnu mere affald til genanvendelse. 

 

Madaffald hitter
Det er især med den nye affaldstype madaffald, at det går rigtigt godt i forhold til sortering. I oktober måned blev der indsamlet 221 tons madaffald, og i november var tallet allerede steget til 339 tons - hvilket vil sige en stigning på 10 procent bare på en enkelt måned. 


Det er mere end selv affaldschef Søren Nielsen havde turde håbe på, og det giver endnu højere forventninger til fremtiden. 

 

- Fra januar måned udruller vi også de nye ordninger til etageboligerne. Vi er spændte på at se, hvordan det rykker på tallene, når også vi får alle ombord i affaldssorteringen. Alt i alt er det en rigtig god afslutning på året og en fin sløjfe at binde om de nye affaldsordninger, fortæller Søren Nielsen.


Og det nytter virkelig noget at sortere madaffald, for når det er hentet hos borgerne, bliver det omdannet til biogas og gødning. Dermed hjælper man med at producere grøn energi, og bevare vigtige næringsstoffer, som kan vende tilbage og gøre nytte i jordens kredsløb.  

 

EU's mål er lige om hjørnet
Med de nye tal er Næstved Kommune endnu tættere på målet. Ifølge EU´s ressourcestrategi skal der genanvendes 50% af det indsamlede husholdningsaffald inden 2022. Team Affald vil gerne sende et stort tak til alle kommunens borgere for deres indsats, og hjælp til sortering. 

 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Nielsen, affaldschef i Næstved Kommune, tlf. 2545 1537, mail: soeni@naestved.dk